DEN DANSKE FREGAT er ikke gået til bunds, men den tager masser af vand ind!
Den eneste, der åbenbart ikke har opdaget det, er kaptajn Kasper, der spiller videre på violinerne, selvom katastrofen kan vente forude…
LAD OS DA bare lige for en kort stund vende tilbage til kampen mod Slovenien.
Det meste af verden, inklusive Tipsbladets EM-eksperter Thomas Gravesen, Jesper Christiansen og David Boysen, kunne se, at energien langsomt men sikkert forduftede fra det danske hold, mens slovenerne kom tættere og tættere på scoring.
Men altså ikke Kasper Hjulmand, der virkede handlingslammet og dagen derpå forsvarede sin manglende indsats med ‘at det faktuelt var forkert’, at kampen var ved at tippe. Hans datasæt viste noget andet…
Selv Jannik Vestergaard og Christian Eriksen adresserede trætheden, mens Kasper Hjulmand altså kørte med sin helt egen vinkel.